VALDEMAR ADOLPH THISTED

1815-1887

 

    Alfred Hjalmar E's farmor, Mette Marie Thisted, havde en bror, hvis søn hed Jørgen T. (1795-1855). Han giftede sig med A.H.'s faster, Marie E., og de fik sønnen Valdemar, som altså var dobbeltfætter med A.H.!

     Efter Maries tidlige død (1829) optoges den meget særprægede Valdemar som 14-årig i det Elmquist'ske hjem i Mejlgade.
     Valdemar og A.H. blev således allerede i barndommen, men også i ungdommen under studierne i København,og senere lære- og præste-kollegaer meget tæt knyttede til hinanden.
     Nedenfor er brugt citater fra A.H.'s "Tilbageblik" "(cit. 55)" og fra Georg Chr. Elmquists omfattende - og stedvis ret karske erindringer "(cit. 556)".

   Jørgen, Valdemars far, var i flere henseender usædvanlig. Allerede i skolen viste han sig som "et godt, men uroligt og udisciplineret hoved", og endnu før sin konfirmation optrådte han i litteraturen.
   Allerede som student giftede han sig med Marie Elmquist.. "og som Kateket ved Trinitatis Kirke gjorde han stor Lykke og blev Modepræst, skjøndt hans Forkyndelse var uden virkelig Alvor. Uden liv var den ikke; thi han hylede og græd efter bedste mønstre og talte med en overordentlig hjertegribende Svulst og falsk Pathos. - Men da han ikke kunne dy sig for at gøre Nar ad en theologisk Professor, blev han .. anbragt i det gode embede i Gyrstinge, hvorfra han sendte en hel Del Bidrag til Elmquist's "Læsefrugter" og en del vittige Artikler til forskellige jyske Blade."(cit. 556).
   I slægten fortælles det iøvrigt, - "at da hans Kone var død, holdt han en Husholderske, som han morede sig med at forskrække og gjøre Nar ad paa grund af hendes enfoldighed. En Gang, mens Valdemar var Student i Kjøbenhavn, skrev han et Brev til hende med Sønnens Haandskrift. I Brevet fortalte V., at han i en Duel med en anden Student havde haft det Uheld at dræbe denne og nu maatte flygte ud af Landet. Paa en bestemt Nat, Klokken mellem 12 og 1, ville han komme om ad Præstegaarden, men ingen maatte se ham. Hun skulde sætte Mad og Drikke ind i et Gjæsteværelse og lade Vinduet staa aabent, saa han kunde komme ind. Den gamle Præst gik og morede sig i Stilhed over Husholderskens Bedrøvelse og Hemmelighedsfuldhed. Da den i brevet bestemte Nat kom, løste han i Stilhed Lænkehunden og lod den fortære det hele og gottede sig over hende, der var overbevist om, at det havde været Sønnen."(cit. 556).


----


     Valdemar selv var ret excentrisk og fantasifuld men tillige meget følelsesfuld, romantisk og især som voksen reflektiv:

     Mens han gik i ældste klasse i latinskolen forelskede han sig heftigt i sin kusine Louise (53), der dog ikke gengældte hans følelser.
     "V., der forresten alle sine Dage vedblev at være propfuld af Følelser og Sværmeri, blev saa fortvivlet herover, at han besluttede at ville sulte sig ihjel. - Bedstemor E. fandt dog paa Raad for den Sygdom; hun lod ham indfange af de andre Drenge og indespærre i et lille Værelse, hvor der kun var ét, meget smalt Vindue ind imod Nabogaarden - sammen med et Fad lækkert Smørrebrød og en flaske godt Øl.
     Da hun kom nogle Timer efter for at se til sin Fange, var der ikke en Krumme tilbage paa Fadet og ikke en Draabe i Flasken. Men han skammede sig saaden ved at have givet efter for sin kjødelige Natur, at han havde knebet sig ud igjennem det snævre Vindue og var stukket af. Han var dog kureret for den Gang" (cit. 556).

     Efter at Valdemar i 1833 var blevet student, var han, inden han tog fat på de teologiske studier, en tid lang huslærer på en herregård. Efter bestået eksamen i 1840 oprettede han samme efterår en drengeskole i Skanderborg, hvor A.H. også, straks efter sin eksamen i 1843, blev lærer.
     Samme år fik V. (under pseudonymet: "Emanuel St. Hermidad") udgivet sin første roman :"En Vandring i Syden", hvor han - alene med baggrund i tidligere rejseskildringer og sin overmåde rige fantasi - indgående skildrer de schweiziske landskaber, endnu inden V. selv (i 1844) foretog sin første udenlandsrejse (Tyskland of Schweiz). I 1849 foretog han med statsstøtte en rejse til Italien.
     I 1846 oprettede han først selv en realskole i Skanderborg, men blev senere og indtil 1853 adjunkt ved den realskole i Århus, hvor A.H. også var lærer. Derefter var Valdemar Thisted en tid lang uden fast arbejde - indtil han i 1855 blev sognepræst "for Højrup menighed i det Tørninglehnske" (V for Haderslev).
     I 1862 forflyttedes han til Tømmerup ved Kalundborg, "men hjemsøgtes her efter nogle Års forløb af en Nervesvaghed, og efter et Fald måtte han bruge Krykker og ude lade sig køre i Sygevogn, så han 1870 måtte søge sin Afsked og flytte til København (Frederiskberg). Hans Helbredstilstand tillod ham ikke at fortsætte sin forfattervirksomhed, endog det at skrive et lille brev faldt ham besværligt, og i hans sidste år faldt også læsning ham anstrengende, .. hans Trøstebog og daglige læsning var fornemmelig Davids Psalmer" (cit. 55). V. døde 14/10-1887 og A.H. talte ved hans grav.
     V. skrev - under skiftende pseudonymer: Emm. Hermidad, Kessing, Herodion og Præsten i Hvilsted - flere romaner, der oftest foregår i Syden ("Havfruen" (1846), "Tabt og Vunden" (1849), "Episoder fra et Reiseliv" (1850), "Romerske Mosaikker" (1851) og "Familieskatten" (1856) m.fl. I årene 1852-54 kom i 6 bind oversættelse af en tysk, stærkt bearbejdet udgave af "Tusind og Een Nat" samt i 1859 det af Kierkegaard påvirkede tobinds-værk: "Præstekald, Breve fra Herodion". Desuden en del æventyr og fortællinger og en mængde digte.
     V.s hovedværk ansés oftest at være det i 1866 udgivne: M. Rowell: "Breve fra Helvede", der udkom i flere oplag og oversattes til tysk og engelsk, (senere kladt "tidens mærkeligste succésroman").
     Romanen, hvis idé andre forfattere tidligere havde anvendt - her i landet f.eks. af Heiberg ("En Sjæl efter Døden", 1840) og Ingemann ("Tankebreve", 1855) - veksler mellem intenst beskrevne scener fra helvedet og forklarende moralske tilbageblik på de til grund liggende tildragelser i det jordiske liv.


     V. var først gift med Henriette Hansen, en søster til maleren Constantin H.; senere med Elisa Rasmussen (en søster til overkirurg R. på kommunehospitalet). Elisa blev efterhånden aldeles værkbruden - "gennem 30 år lå hun med en (hysterisk?) lammelse uden at kunne bevæge andet end øjenlågene" (cit. 556).

Georg skriver flg. om V.'s alderdom:

     "Jeg besøgte dem jævnligt i deres Bolig paa Amalievej. Han blev kjørt om i en Sygevogn, lidende af Gigt. Altid hylede og klagede han, med et ynkeligt Ansigt, over Sygdommen og Mangel paa Anerkjendelse som Digter .. der var ikke Gnist af Liv eller Humør i ham. .. Der var noget saa forskrækkelig umandigt ved hans idelige Klager, at det var mig en Pestilens, skjøndt baade han, og hans stakkels Elise endnu mere, var meget medtagne af Sygdom og Modgang".
     "Der er ikke Tvivl om, at han blev, og endnu bliver, vurderet alt for ringe som Digter. "Breve fra Helvede" ansaas af ham selv og andre for hans Hovedværk, men er efter min Mening det ringeste, skjønt Ideen at lade Helvede være en fortsættelse i det uendelige af det tomme udvendige jordiske Liv, er god.."      "Blandt hans gode Bøger vil jeg nævne "Tabt og Vunden", "En Vandring i Syden", "Fra Sirenernes Ø", nogle udmærkede Æventyr og Fortællinger, "Søgnedagsprædikener" og "Høgholt", den sidste et Mønster for religiøse Fortællinger, overordentlig skjønne og poetiske. .. Læs hans Bøger. - I vil ikke fortryde det, men de ere sjældne nu og vanskelige at faa fat paa!" (cit. 556).      (Flere af bøgerne findes i slægten).